Freudiansk familielæsning

Faste læsere vil vide at jeg er i gang med Thomas Manns Doktor Faustus. 

Det går ikke så godt. Faktisk er jeg gået i stå, og er begyndt at læse en bog om Thomas Manns forfatterskab i stedet: Rasmus Navntoft: Thomas Mann, på sporet af en ny humanisme. Jeg er bevidst om, at det er en afledningsmanøvre.

Grunden til at jeg læser romanen, og ikke bare lader være, er at den er led i en freudiansk undersøgelse: Min far og jeg kom til at tale om Thomas Mann og hans søn Klaus Mann, og det at den første skrev Doktor Faustus og den anden skrev Mefisto og sikke et sammenfald. Hvad gemmer sig mon i det? 

Min far er psykoanalytiker. De kan lide myter og sindets krinkelkroge beskrevet i metaforer og fortællinger. Det kan jeg også. 

Begge romaner trækker på Faust-myten, den ret umulige vers-roman af Goethe. Læser man hele dén bog, er det en lang demonstration af klassisk dannelse, der indeholder et lidt hengemt plot, hvor Faust sælger sin sjæl til djævlen (Mefisto/Mephistopheles) for magt, berømmelse og fremdrift, og ikke vil deale med konsekvenserne, når djævlen så kommer efter sin betaling. Eller for den sags skyld vil erkende sin egen ondskab - ifølge Goethe findes ondskaben i mennesket og vi har brug for at give den et andet navn, fordi vi ikke vil tage ansvaret for den. 

Men det her handler ikke om Faust. Det handler om Freud. For jeg købte romanerne på spansk til min far (for han læser helst kun lange tekster på eget sprog) og på dansk til mig selv. 

Og så læste jeg forordet til Mefisto, fordi den bog lige var det kortere og virkede mere tilgængelig, og i det forord går det op for mig, at Klaus skrev sin bog først, den var færdig i 1936, og Thomas skrev sin bog derefter, den udkom i 1947. 

På det her tidspunkt eksploderer mit hoved, vi taler om at sønnen skriver en bog om Tyskland i 1936 med Faust-myten som metafor for den tyske grundforståelse, der førte til Nazi-Tyskland gennem medløberi og faderen gør det samme i 1947? For det første, hvad gør det europæiske syndefald som den Anden verdenskrig var, af forskel, og for det andet, hvad i alverden har Daddy gang i? Han kunne ikke finde på noget selv? Eller han mener, at det er okay at tale til sin forfattersøn (der uomgåeligt må have stået i skyggen af sin meget berømte far og desuden begik selvmord i 1949) gennem et litterært modsvar? Det er sgu da fucked op. Og rasende interessant. 

Bare ærgerligt at Doktor Faustus ikke er det. 

Og det sjove er, at min far også er gået i stå på Doktor Faustus. Det er ham, der har givet mig Rasmus Navntofts bog om Thomas Mann, for han havde også brug for et eller andet stillads for at kunne komme igennem bogen. 

Godt forsøgt, kan man sige, for ingen af os får læst Doktor Faustus. Det står efterhånden klart. 

Lad os lige blive lidt hos Rasmus Navntofts bog om Thomas Mann før vi går ned af den sti. For den bog læste jeg jo for at kunne læse Doktor Faustus, den var en slags optændingsblok, der skulle sætte gang i læsebålet. 

Det er åbenbart sådan, at alt det, Thomas Mann skriver, er metaforer. Han skriver ikke en roman om en person, der tilbringer virkeligt mange år på et sanatorium; han skriver en bog om hvordan Europa er blevet sygt. 

Jeg magter det ikke. Pludselig er romanen blevet til en abstraktion, for at forstå den, skal jeg kende til kunstnerens bagkatalog og intention. Det er som problemet med abstrakt kunst; det kræver, at man har læst kunsthistorie. 

Det har jeg ikke, jeg foretrækker fortællinger, og lægger stor vægt på den umiddelbare oplevelse, det, der rører følelserne først, og siden folder sig ud med intellektet. Thomas Mann skaber en verden for at sige noget om verden, for at dissekere den. Så figurerne bliver til skabeloner, bogen skal læses på to plan.

Og det er netop det, der er problemet. Som Rasmus Navntoft skriver, skal man forstå hans romaner som et metafor for hans verdensbillede. 

I don´t fucking care. 

Jeg kan simpelthen ikke leve mig ind i det, selvom jeg nok plejer at kunne gøre en indsats og tage en bog for det, den er, og ikke hvad jeg er eller indeholder som læser. 

Doktor Faustus er således ikke en indlevende skildring af hvordan et menneske vælger nazismen, fordi den kan give hans kunst en platform, og hvordan det ødelægger mennesket at vælge ondskab for egen vindings skyld (nu gætter jeg bare, jeg har jo ikke læst den færdig, men lur mig, den hedder jo Doktor Faustus), men et metafor på samfundet. Altså, det ved vi jo godt. Mange valgte den vej, det var ligesom sådan Nazismen fungerede; for den smålige og  personlige vindings skyld. 

Men får det litteraturen til at leve? Er historien langtidsholdbar eller mister den værdi, fordi man skal have en nøgle til den? På et tidspunkt bliver nøglen vel væk; er det stadig en klassiker, hvis kun særligt ihærdige bærere af nøglen kan læse den? Bliver det ultimativt til et snob-værktøj; den slags værker, der skal lukke munden på andre og illustrere, hvor belæst og vidende man selv er? 

I denne dobbeltlæsning fungerer Klaus Manns Mefisto bedst. Ja, jeg er jo så gået i stå på Doktor Faustus, og det er jo også en falliterklæring. Mefisto er også symbolladet og metaforisk. Men den er også en opkørt satire, den udleverer alle personerne ret så nådesløst. Plottet bliver effektivt afleveret, og det er ikke svært at forstå hverken handling eller personer, for de er sort/hvide, stanset ud i plast. 

Den amerikanske forfatter Shirley Jackson havde et princip med, at man skal gøre personerne genkendelige - give dem et kendetegn, så læseren kan huske dem. Det tager kun et par sætninger, og så sidder navnet på hovedpersonen fast, fordi han ikke bare vil hedde Henrik men HenDrik. Netop navnet Hendrik er symbolet på, at han vil være noget andet og større end det han kom fra. Han er such a snob, hele romanen handler om det småborgerlige, der vil tage hævn over borgerskabet. Borgerskabet er bare sig selv, de føler ikke behov for at hævde sig, for de ER opløftede skabninger. Det mener de selv, og det mener småborgerskabet. De har til gengæld ingen sikkerhed i deres sind, og vælter verden, fordi de vil hævde sig. De agerer i misundelighedens vold.  

I forhold til sammenligningen af de to bøger, er mit grundlæggende spørgsmål: Hvilken forskel gør Holocaust? Klaus Mann beskriver et politisk klima, der i forbløffende grad ligner det nuværende amerikanske, det er ganske skrækkeligt, men det er ikke vidende om det fuldstændige menneskelige forfald. Klaus Mann kan ikke forestille sig gaskamrene, fordi han ikke har set dem endnu, han beskriver vold på gadeplan og demokratiets forfald, ikke institutionaliserede fabrikker af død. 

Thomas Mann skriver efter Holocaust. Han ved, hvad resultatet var. Er det måske (og det er den nådige læsning af familiedynamikken) det, der driver ham til at skrive Doktor Faustus? En trang til at se den endelige løsning i øjnene? 

Åh nej. Nu bliver jeg nødt til at læse Doktor Faustus færdig.